VEDTÆGTER FOR MIDTDJURS TAEKWONDO KLUB
Revideret udgave vedtaget på generalforsamlingen d. 20. februar 2019.
§ 1 Navn og hjemsted:
Klubbens navn er Midtdjurs Taekwondo Klub, Hwa Rang Moo Rim. Hjemstedet er Kolind, Syddjurs Kommune.
Klubben er en amatørklub, og professionelle udøvere kan ikke være medlemmer af klubben. Dette kan ikke ændres.
§ 2 Formål:
Klubbens formål er at undervise i taekwondo på motions- og konkurrencebasis samt at sprede og gøre sporten så kendt som muligt.
§ 3 Medlemmer:
Stk. 1 Som medlemmer kan optages alle, der er fyldt 6 år. Dog kræver optagelse af personer, der har været straffet for vold, godkendelse af bestyrelsen.
Stk. 2 Medlemskab af Midtdjurs Taekwondo Klub indebærer, at man forpligtiger sig til at overholde foreningens vedtægter samt de af generalforsamlingen, bestyrelsen eller udvalg nedsat af generalforsamlingen eller bestyrelsen trufne beslutninger.
Stk. 3 Passive støttemedlemmer kan optages mod betaling af et gebyr på 150kr. årligt. Passive medlemmer har ikke stemme- eller valgret til generalforsamlinger men kan deltage aktivt i klubbens almindelige træninger fire gange om året..
Stk. 4 Alle medlemmer bliver registreret i en database, som administreres af klubbens kasserer. Databasen er kun til klubbens interne brug samt til registrering af licenser ol. i Dansk Taekwondo Forbund og Kukkiwon og vil ikke blive videregivet i øvrigt.
§ 4 Ind- og udmeldelse:
Indmeldelse sker skriftligt ved at følge den til enhver tid af bestyrelsen fastsatte indmeldelsesprocedure, som enten kan være via indmeldelsesblanket, i elektronisk form eller andet.
Ved indmeldelse anvises samtidig betalingsmetode. Ved indmeldelsen betales kontingent til Dansk Taekwond Forbund samt 3 måneders kontingent til Midtdjurs Taekwondo Klub. Kontingenterne opkræves af klubben, og kassereren er ansvarlig for indbetaling til Dansk Taekwondo Forbund.
Udmeldelse sker skriftligt til kassereren med 1 måneds varsel til udløb af en måned. Indbetalt kontingent refunderes ikke ved udmeldelse.
§ 5 Kontingent:
Stk. 1 Kontingentet fastsættes for 1 år ad gangen på den årlige generalforsamling for det kommende år. Bestyrelsen udarbejder forslag til beløb.
Der betales kvartalsvist forud, og betalingsfrist fastsættes af kassereren. Kontingent til Dansk Taekwondo Forbund betales årligt i 1. kvartal. Klubben forbeholder sig ret til at opkræve kontingent via en af kasseren valgt betalingsmetode.
Stk. 2 Trænere og bestyrelsesmedlemmer er kontingentfrie i den periode, de er aktive i hvervet. Kontingentfrie medlemmer bliver dog opkrævet kontingent til Dansk Taekwondo Forbund.
Æresmedlemmer er kontingentfrie på livstid eller så længe, de ønsker medlemsskab. Klubben betaler kontingentet til Dansk Taekwondo Forbund.
Stk. 3 Der gives familierabat til famlier med flere end to medlemmer. Ved tre medlemmer betales 50% for det billigste medlem. Fjerde medlem og derover er kontingentfri. Alle medlemmer vil dog blive opkrævet fuldt kontingent til Dansk Taekwondo Forbund.
§ 6 Udelukkelse:
Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer der:
• Modarbejder foreningens formål og/eller som ikke følger foreningen vedtægter
• Er mere end 1 måned i kontingentrestance
• Misbruger sin kunnen i taekwondo jf. straffeloven
• Overtræder gældende regler vedr. brug af præstationsfremmende præparater
• Dømmes for vold, gadeuorden, legemskrænkelse, narkotikahandel el. lign.
Vedkommende, der står overfor en eksklusion, skal dog inden bestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar og kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.
§7 Bestyrelse og suppleanter
Stk. 1 Bestyrelse
Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer denne i alle forhold.
Bestyrelsen består af: Formand
Næstformand
Sekretær
Kasserer
Bestyrelsesmedlem
Til bestyrelsen kan vælges medlemmer af klubben, der opfylder kravene til stemmeret. Vedkommende skal møde personligt, eller der skal fremlægges skriftligt tilsagn om, at vedkommende er villig til opstilling.
Bestyrelsens medlemmer vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Formand og kasserer vælges direkte af generalforsamlingen, således at formand er på valg i lige år og kasserer i ulige år. Resten af bestyrelsen vælges personligt for to år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med henyn til næstformand, sekretær og menigt medlem.
Stk. 2 Bestyrelsesmøde afholdes mindst 1 gang i kvartalet eller hvis mindst 2 bestyrelsesmedlemmer finder det påkrævet. Bestyrelsesmøder indkaldes med mindst 1 uges varsel. Sekretæren er ansvarlig for dagsorden og referat.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden og mindst 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer er tilstede på et rettidigt indkaldt bestyrelsesmøde. Beslutninger kan træffes ved almindeligt stemmeflertal.
Bestyrelsen fører referater med som minimum anførelse af dato, mødedeltagere og beslutninger. Referatet godkendes og underskrives fra møde til møde og er tilgælgeligt for medlemmerne.
Bestyrelsesmøderne skal som minimum behandle:
1. Godkendelse af forrige referat
2. Opfølgning på opgaver
3. Økonomi, herunder regnskab og budget
4. Eventuelt
Stk. 3 Bestyrelsesfunktioner
Formand: Formanden tegner foreningen udadtil. Formanden er tegningsansvarlig ved hævning af beløb på 2000kr. og derover. Formanden er ansvarlig for beskyttelse af oplysinger opnået i forbindelse med børneattester.
Kasserer: Kassereren er ansvarlig for foreningens regnskab og budgetudarbejdelse, herunder at føre løbende regnskab, som kan holdes op imod budgettet, samt afsluttende årsregnskab. Herudover vedligeholdelse og opdatering af medlemsregister, CVR-register, NemKonto samt varetagelse øvrige funktioner nævnt i §10 samt opkrævning af kontingent, betaling af regninger mv..
Sekretær: Sekretæren er ansvarlig for udarbejdelse af dagsordener og referater i forbindelse med bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Herudover varetagelse af forefaldent kontorarbejde.
Herudover fordeler bestyrelsen opgaverne i mellem sig.
Stk 4 Valg af 2 suppleanter. Suppleanterne vælges for ét år ad gangen. Suppleanterne fordeles som 1. og 2. suppleant, enten ved frivillig aftale eller efter afstemning, hvor den, der får flest stemmer bliver 1. suppleant.
Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøder med taleret men uden stemmeret. Suppleanterne træder ind i nævnte rækkefølge i stedet for et bestyrelsesmedlem, hvis dette har varigt forfald.
Hvis en suppleant i løbet af året træder ind for formand eller kasserer, er denne post på valg ved næste generalforsamling. Herefter følges den fastsatte turnus for valg i lige og ulige år. Hvis en suppleant i løbet af året træder ind for et andet bestyrelsesmedlem end formand eller kasserer, følger denne valgperioden for det medlem, der suppleres for.
§ 8 Generalforsamling
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar måned og indkaldes af bestyrelsen med tre ugers varsel skriftligt og/eller på foreningens hjemmeside. Indkaldelse skal indeholde dagsorden. Forslag, der ønsket behandlet på generalforsamlingen, skal være sekretæren i hænde senest 8 dage før afholdelsen af denne. Dog skal forslag til vedtægtsændringer være sekretæren i hænde senest 14 dage før afholdelsen.
Klubbens reviderede og påtegnede årsregnskab samt bestyrelsens budgetforslag for det kommende år skal vedlægges indkaldelsen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år fremlægges til godkendelse
3. Det reviderede regnskab for det forløbne år fremlægges til godkendelse
4. Bestyrelsens budgetforslag samt evt. planlagte aktiviteter for det kommende år fremlægges til godkendelse
5. Bestyrelsen fremlægger det af bestyrelsen foreslåede kontingent for det kommende år til godkendelse
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af bestyrelse og suppleant
8. Valg af revisorer
9. Valg af cheftræner og udvalg
10. Eventuelt
Dirigenten, som ikke må være medlem af bestyrelsen, styrer generalforsamlingen og godkender efterfølgende sammen med formanden det af sekretæren udarbejdede referat.
Stemme - og valgbarhed har alle medlemmer over 18 år, der har været medlem af klubben i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen, og som ikke er i kontingentrestance.
Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
Vedtægtsændring kræver dog, at mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede stemmer herfor.
Afstemning finder sted ved håndsoprækning men kan være skriftlig og hemmelig, hvis 1 stemmeberettiget medlem på generalforsamlingen kræver det.
§ 9 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen skal ligeledes indkalde til ekstraordinær generalforsamling, når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer eller et ekskluderet medlem skriftligt har anmodet herom. Den ekstraordinære generalforsamling skal i sådanne tilfælde finde sted senest 1 måned, efter at bestyrelsen har modtaget anmodningen.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med min. 8 dages varsel, og indkaldelse skal ske skriftligt og/eller på foreningens hjemmeside. Dagsorden skal fremgå af indkaldelsen.
§ 10 Regnskab og budget
Klubbens regnskabsår er kalenderåret.
Kasseren udarbejder klubbens årsregnskab samt udarbejder budgetforslag for det kommende år og fremlægger begge skriftligt til godkendelse på generalforsamlingen.
Årsregnskabet skal revideres, underskrives og om nødvendigt påtegnes med bemærkninger af den på forrige års generalforsamling valgte revisor før generalforsamlingen. Revisoren skal have regnskabet i hænde senest 5 uger før generalforsamlingens afholdelse. Revision, underskrift og evt. påtegning skal være afsluttet således, at det reviderede regnskab kan uddeles/udsendes sammen med indkaldelsen i kopi.
Kassereren fører kassebog over samtlige økonomiske bevægelser i en sådan form, at klubbens aktuelle økonomiske situation til enhver tid kan aflæses.
Regnskaberne skal skal være tilgængelige for medlemmer og bestyrelsen.
Revisoren kan når som helst forlange indblik i klubbens regnskab og beholdninger samt forlange nærmere oplysninger af kasseren og bestyrelsen. Revisoren skal straks påtale eventuelle uregelmæssigheder overfor bestyrelsen.
Tegning og hæftelse
Formand og kasserer tegner klubben økonimisk. Kassereren kan betale de af bestyrelsen godkendte/aftalte regninger, elektronisk eller kontant mod dokumentation (bilag) med beløb op til 2000kr. Ligeledes kan der foretages hævninger på klubbens kort. Ved betalinger/hævninger over dette beløb, skal betalingen ”kontrasigneres” af formanden.
Klubbens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for klubben indgåede forpligtelser, for hivlke alene klubben hæfter med dens respektive formue.
Klubbens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtigelse over for klubben ud over kontingentforpligtelsen.
Klubbens medlemmer har ikke krav på nogen af del af formeningens formue eller udbytte af nogen art. Dog hæfter bestyrelsen personligt for, at de af klubben modtagne kommunale tilskud anvendes i overensstemmelse med det grundlag, de er tildelt på.
§11 Øvrige klubvedtægter
Stk. 1 Hold
Klubben har et børnehold (monhold) og et ungdoms- og voksenhold.
På monholdet optages børn fra 6-9 år, dog kan børnene – efter aftale med holdets cheftræner, blive på holdet efter deres fyldte 10 år, ligesom børn på 10 år og derover kan optages på holdet efter aftale med holdets cheftræner.
På ungdoms- og voksenholdet optages medlemmer, der er fyldt 10 år. Yngre børn kan dog -.efter aftale med holdets cheftræner - optages, hvis de er i følge med en voksen, og/eller de er i stand til at følge med kravene på holdet.
Stk. 2 Trænere
1) Cheftræner. Som cheftræner kan vælges medlemmer af klubben. Cheftræneren vælges direkte på generalforsamlingen.
2) Cheftræneren udvælger hurtigst muligt herefter et trænerhold for det kommende år og meddeler dette til bestyrelsen. Cheftræner kan udskifte i holdet, hvis en træner får forfald pga. arbejde, sygdom, flytning ol. Ændringer skal straks medeles til bestyrelsen af hensyn til indhentning af børneattester samt kontingentfrihed.
3) Cheftræneren refererer direkte til bestyrelsen og indkaldes til bestyrelsesmøder med taleret men ikke stemmeret, med mindre vedkommende selv er valgt til bestyrelsesmedlem.
4) Cheftræneren er ansvarlig for gennemførelse af klubbens træning, gradueringer, forprøver til disse mv.
5) Cheftræner / trænere må ikke være kæreste med eller have seksuel omgang med medlemmer under 18 år.
6) Cheftræner /trænere skal til enhver tid kunne fremvise en blank børneattest.
Stk. 3 Børneattester
Der skal indhentes børneattester på alle trænere og bestyrelsesmedlemmer over 15 år. Ligeledes omfattet er forældre eller andre, der deltager i overnatning eller lignende, hvor de er alene med børnene.
Bestyrelsen må kun indhente børneattest, hvis den, attesten vedrører, giver sit samtykke.
Det er bestyrelsens ansvar, at der indhentes børneattester.
Det er cheftrænernes ansvar at gøre bestyrelsen opmærksom på, når der udskiftes i trænergruppen.
Det er formandens ansvar at beskytte personoplysninger i børneattesten. Oplysninger i børneattesten er omfattet af tavshedspligt. Se i øvrigt under øvrige klubvedtægter vedr. trænere.
Viser det sig, at en træner mv. har en positiv børneattest, vil vedkommende som minimum blive fjernet fra de aktuelle opgaver. En positiv børneattest vil blive videregivet til Dansk Taekwondo Forbund.
Børneattester indhentes årligt så vidt muligt i august måned.
Det meddeles årligt i august måned til Sydddjurs Kommune, at klubben indhenter børneattester.
Bestyrelsen fører en liste over medlemmer og evt. andre, hvor der er indhentet børneattest. Listen føres udelukkende med navn samt + ved negativ attest og er kun tilgængelig for bestyrelsen.
Stk. 4 Tilladelse til offentliggørelse af fotos
Billeder, video ol. taget i forbindelse med foreningen kan blive brugt offentligt samt i reklamemæssige øjemed.
Stk. 5 Ulykkesforsikring
Midtdjurs Taekwondo Klub har forsikringer via medlemsskab af Dansk Taekwondo Forbund.
Klubben har generelt meget få skader, men hvis der skulle opstå en skade under træning, kan klubben hjælpe med at foretage en anmeldelse af forholdet.
Stk. 6 Organisering
Klubben er medlem af Dansk Taekwondo Forbund.
Klubben samarbejder med andre klubber i sammenslutningen Wandy Hwa Rang. Samarbejdet er organiseret omkring klubbernes fælles Stormester Master Shin Boo-Young, Hamborg, samt gradueringer, klubture, stævner, lejre mv.
Klubbens formand og kasserer er klubbens repræsentanter i Wandy Hwa Rang.
Stk. 7 Æresmedlemmer
Bestyrelsen kan indstille æresmedlemmer til godkendelse på generalforsamlingen. Æresmedlemmer er helt kontingentfri og nyder samme rettigheder som klubbens øvrige medlemmer. Som æresmedlemmer kan udnævnes personer, der har eller har haft betydning for klubben, og som ikke er medlem af bestyrelsen.
Stk. 8 Dataregler
Indmeldelse i klubben betragtes som et samtykke til, at klubben anvender persondata i sin administration, herunder elektroniske data til medlemskartotek, elektroniske indbetalinger ol. Samtykke omfatter ligeledes håndtering af data som indtastning, sletning mv.
Ethvert medlem har ret til at blive oplyst om enhver behandling af de personlige data, til at se sine data samt til at blive slettet. Ønsker man sletning, er det dog ikke længere muligt at være medlem af klubben.
Bestyrelsen er ansvarlig for, at der ikke indsamles flere oplysninger end nødvendigt samt at overflødige data slettes så hurtigt som muligt.
Ved indgåelse af aftaler med fx hjemmesideleverandør indgås samtidig en aftale om ansvar i forhold til ovenstående.
Det er ikke muligt at indgå aftale med Facebook. Hvis medlemmet ønsker at være med i klubbens Facebookgruppe, er det således på eget ansvar mht. datasikkerhed.
Stk. 9 Generelle klubregler, oplysninger og krav til medlemmer
1) Alle medlemmer skal under træningen bære renvasket dobok (hvid taekwondodragt) uden reklamemærker o.l. Der må gerne være navn og klubemblem på dragten. Fra 4. dan og opefter må der bæres dobok med sort krave.
2) Alle medlemmer skal udvise omhyggelig personlig hygiejne
3) Der må ikke bæres synlige smykker ol under træningen. Piercinger, der ikke nemt kan tages af, kan, efter aftale med cheftærneren dækkes med tape.
3) Under træning skal alle deltagere uden undtagelse adlyde den aktuelle træner.
4) Organiseret taekwondotræning udenfor klubben må ikke finde sted uden bestyrelsens tilladelse.
5) Nødværgeretten § 13, jævnfør Straffeloven (d.d. LBK nr. 1156 af 20. september 2018):
Taekwondo er en kampsport, som ikke må anvendes i dagligdagen. Hvis der skulle opstå en truende situation, skal man forsøge at komme væk fra situationen.
Hvis man i selvforsvar bliver tvunget til at anvende taekwondo, må man kun anvende den teknik, der er nødvendig i situationen. Der er risiko for, at man selv bliver straffet, hvis man ”går over grænsen” og bruger sin teknik til at skade andre uanset, at det er tale om en selvforsvarssituation. Det skyldes, at en taekwondoudøver har nogle farlige redskaber i form af sine hænder (slagteknik) og fødder (sparkteknik) og samtidig formodes at kunne styre sin reaktion.
Nødværgeloven siger blandt andet:
”§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.
Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.”
§12 Klubbens opløsning
Midtdjurs Taekwondo Klub kan kun opløses på en generalforsamling, hvortil der er indkaldt med dette punkt særskilt på dagsordenen. Desuden kræves, at mindst 4/5 af de stemmeberettigede medlemmer er fremmødt, og at mindst 4/5 af disse de fremmødte stemmer for en opløsning af klubben.
Såfremt et sådant møde ikke er beslutningsdygtigt på grund af for få fremmødte, skal der indkaldes til en ny generalforsamling med 14 dages varsel, hvor spørgsmålet afgøres med mindst 4/5 majoritet af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
I forbindelse med klubbens opløsning tages om nødvendigt bestemmelse om anvendelse af en eventuel formue. Dette afgøres ved almindeligt stemmeflertal.