Om Shin Boo-Young

Shin Boo-Young har fulgt Midtdjurs Taekwondoklub siden 1978. Han er bosat i Hamburg men kommer jævnligt til Danmark, ligesom klubben ofte besøger Shins klub i Hamburg.

 

Shin Boo-Young er født i Korea i 1945 og startede som 13-årig i 1958 med at træne Taekwondo i byen Pusan i Sydkorea. Taekwondo var et obligatorisk fag i de koreanske skoler i Pusan og Seoul. Han fik det sorte bælte, 1. dan, i 1960, opnåede gennem årene flere dangrader og er i dag 9. dan og dermed blandt de allerhøjst graduerede i verden. Shin deltog i en del mesterskaber og stævner i Korea.

 

I 1970 fik han job i et handelsfirma og kom til Europa. Senere har han gennemført en uddannelse i traditionel kinesisk medicin på Universitetet Jentschi i folkerepublikken Kina og har samarbejdet med en alminelig lægepraksis, hvor han stod for den alternative del som fx akupunktur, naturlægemidler mv.

 

I perioden 1973-75 var han tysk rigstræner og var i samme periode med til at grundlægge flere danske klubber, blandt andet i Ballerup, Køge og Sønderborg, og i 1976 startede han sin egen Taekwondoskole, Wha Rang Sportsschule, i Hamburg.

 

Shin har gennem årene haft adskillige tillidsposter indenfor Taekwondo, blandt andet medlemsskab af Kukkiwon, World Taekwondo Foundation´s tekniske komite og som præsident for Moo Duk Kwan i Europa. Moo Duk Kwan er en stilart i den koreanske Taekwondo organisation.

 

I 2001 grundlagde han Hamburg-afdelingen af Kwan Um Zen Skolen, og han arbejder meget med meditation.

 

Shin har gennem alle årene, fra han kom til Danmark første gang, fulgt udviklingen i dansk Taekwondo. Han finder kvaliteten i orden men mener dog, at mange danske klubber satser for lidt på den egentlige grundtræning og for meget udelukkende på kamptræning. Shin udvikler løbende Taekwondoen og arbejder meget på at få teori og meditation med i selve træningen.